Stor lokal opbakning i Herning til NM

Der bliver set frem til de Nordiske Mesterskaber i boksning 2024, der afvikles af Danmarks Bokse-Union i et samarbejde med Herning Amatør Bokseklub og Herning Kommune fra den 21.-24. marts i Sportscenter Herning.

Det er syv år siden, at de Nordiske Mesterskaber sidste gang blev afviklet i Danmark, hvor arrangementet i samarbejde med Gilleleje Bokseklub blev løftet med stor succes. Danmarks Bokse-Union er opsatte på endnu engang at kunne tilbyde deltagerlandene fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark et velorganiseret mesterskab, afviklet på et sportsligt højt niveau.

Formand for DaBU, Lars Brovil: ”Jeg er meget glad for at mesterskaberne er landet i Herning. Herning kommune har udvist stor imødekommenhed og velvilje. Herning kommune har – ud over at bidrage økonomisk – også helt generelt været en hjælpsom medspiller. Herning Amatør Bokseklub har ligeledes været en engageret og aktiv partner i samarbejdet, hvilket har ført til, at mesterskaberne kan afholdes på deres hjemmebane, i Sportscenter Herning. Tak til begge parter for deres store engagement”.

Formand for Kultur og Fritidsudvalget, Johannes Poulsen: ”Vi glæder os meget til at byde velkommen til de bedste nordiske boksere i Herning. Vi glæder os ligeledes over, at de gode faciliteter i Sportscenter Herning får lov til at lægge gulv til de Nordiske Mesterskaber. Boksesporten kan noget ganske særligt og vi er glade for at være en del af Danmarks Bokse-Unions strategiske satsning og vi er stolte over den tillid, som Danmarks Bokse-Union har vist os, ved at vælge Herning som værtsby for eventen”.

Ved de Nordiske Mesterskaber i Sportscenter Herning vil DaBU, sammen med Herning Amatør Bokseklub, være vært ved flere side-events:

  • Den årlige konference for forbundsformænd/kvinder og generalsekretærer fra de nordiske lande
  • Banket lørdag for tidligere deltagende boksere ved de Nordiske Mesterskaber, æresmedlemmer, trænere, ledere og andre specielt indbudte
  • Aktiviteter under stævnet, specielt rettet mod lokale og udsatte unge, hvor der kan stiftes bekendtskab med boksning

Ved de store mesterskaber har DaBU en TV-aftale med Sport Live, som sender direkte fra finalerne lørdag aften.
Billetter til at se stævnet live udbydes til salg på Fightticket.dk, hvor der er gode besparelser at hente ved at købe endagsbilletter eller partout billetter i forsalg. For medlemmer i DaBU klubber tilbyder vi særlig billetpakke med mængderabat – læs her.

For yderligere information eller spørgsmål kontakt:

  • Formand for DaBU: Lars Brovil, tlf. 40440478
  • Formand for Herning Amatør Bokseklub: Ruben Eis, tlf. 21414965
  • Eventansvarlig i DaBU: Bjarne Malmros, tlf. 40133766